Krigen i Mellemøsten påvirker ikke kun geopolitik og sikkerhed, men også et af de hurtigst voksende segmenter i modeindustrien. Aflyste flyvninger, begrænsede transportruter og stigende oliepriser begynder at ændre den måde, fast fashion fungerer på – en sektor, der er afhængig af hastighed, lave omkostninger og konstant bevægelse af varer.
Ud over sine ødelæggende humanitære konsekvenser har konflikten mellem Iran og Israel også en anden, mindre synlig dimension. Den begynder at ændre udviklingen i brancher, som indtil for nylig virkede næsten urørlige. En af disse er mode – nærmere bestemt dens hurtigst bevægende og mest volumenintensive segment, fast fashion, som i sin kerne er afhængig af en konstant strøm af varer, billig logistik og præcist timede leverancer.
Desuden står byer, der længe er blevet betragtet som relativt beskyttede knudepunkter for global handel, nu over for problemer. Dubai, hvis lufthavn er blandt de største og vigtigste i regionen, bliver nu et symbol på, hvor hurtigt en tilsyneladende fjern konflikt kan forplante sig gennem hele forsyningskæden. Når flytrafikken stopper, er det ikke kun turisme eller forretningsrejser, der bryder sammen. Logistikken omkring varer – som forventes at ankomme til europæiske butikker efter en præcis tidsplan – går også i stå.
Aflyste flyvninger bremser fast fashion-leverancer
Den mest mærkbare effekt hidtil ses i luftfragten. Aflyste flyvninger over Mellemøsten forstyrrer ikke kun bevægelsen af mennesker, men også transporten af fast fashion-varer fra produktionslande i Sydasien til Europa. Som følge heraf bliver varer liggende i produktionscentre eller i lufthavne, og hele modellen – bygget på hastighed og omsætning – kolliderer pludselig med en virkelighed, den ikke havde forudset.
Her bliver sårbarheden i et system, der længe har været afhængigt af maksimal effektivitet og minimale reserver, tydelig. Så snart en central rute forstyrres, begynder hele mekanismen at miste momentum. Og i tilfældet fast fashion er dette ikke en mindre detalje. Leveringshastighed er en af de grundlæggende søjler i hele forretningsmodellen. Ifølge data citeret af Reuters havde Inditex – ejeren af brands som Zara, Bershka, Massimo Dutti og Oysho – i 2023 et omfattende netværk af leverandører i Sydasien: 150 i Bangladesh, 122 i Indien og 69 i Pakistan. Så snart forbindelsen mellem dette produktionsområde og Europa bliver kompliceret, er konsekvenserne ikke marginale, men strukturelle.
Alternative ruter findes, men de er ikke billige
Producenter forsøger allerede at finde alternative løsninger, men disse er ikke uden komplikationer. En leder fra en produktionsvirksomhed i Bangladesh forklarede i et interview med Reuters, at virksomheden efter begrænsningerne i Dubai nu leder efter andre måder at få varer til Europa på. Problemet er, at alt er blevet dyrere – ikke kun flyvningerne. Også alternative logistiske ruter er udfordrende.
Nogle brands skifter derfor til søtransport. Men denne løsning giver heller ikke reel lettelse. Tværtimod. Situationen kompliceres yderligere af Irans placering nær Hormuzstrædet, en af verdens vigtigste søveje. Enhver trussel eller begrænsning her øger straks transportomkostningerne og gør hele processen – fra afsendelse til levering – dyrere. Det, der længe har gjort fast fashion muligt uden større modstand, er forudsigelighed. Produktion langt fra slutmarkedet fungerede, fordi transporten var billig, stabil og hurtig. Når disse betingelser ændrer sig, bliver modellen mærkbart dyrere.
Stigende oliepriser påvirker hele sektoren
Det andet store problem er olie. Hormuzstrædet er ikke kun vigtigt for transport af varer, men også for den globale olieforsyning. En femtedel af verdens olie passerer gennem denne rute, hvilket er grunden til, at spændinger i regionen hurtigt påvirker priserne. Ifølge den italienske avis Sole 24 Ore nåede olie i år sit højeste niveau, med en stigning på 23,38 % til 119,50 dollar per tønde.
Denne udvikling betyder ikke kun dyrere brændstof. I modeindustrien har det langt bredere konsekvenser. Dyrere transport betyder dyrere logistik. Dyrere energi øger produktionsomkostningerne. Og dyrere olie øger prisen på materialer, der er afhængige af den petrokemiske industri.
Fast fashion er særligt sårbar over for denne type chok. Den opererer med små marginer, store volumener og materialer, der netop er billige, fordi de er baseret på den eksisterende globale produktionsmodel.
Det største pres kan stadig være foran os
Brian Baskin, som tidligere også har arbejdet i olieindustrien, påpegede i et interview med BoF, at det umiddelbare problem i dag primært er begrænset rejseaktivitet til de rigeste byer i Mellemøsten samt en generel opbremsning i forbruget. Men det, der ligger foran, kan være endnu mere betydningsfuldt. Ifølge ham vil modeindustriens forsyningskæde blive hårdest ramt.
Det er netop forsyningskæden, der kan komme under størst pres i de kommende måneder. Transportomkostninger vil stige på grund af havnerestriktioner og oliepriser. Samtidig vil syntetiske fibre som nylon og polyester blive dyrere. Disse materialer er fundamentale for fast fashion. Pludselig handler det ikke kun om forsinkede leverancer eller mere kompleks logistik. Selve fundamentet for billig og hurtig mode begynder at vakle.
Krisen genåbner spørgsmålet om fremtidens mode
Interessant nok er det netop i denne situation, at løsninger, som længe har været diskuteret i modeindustrien – men ofte kun som idéer – igen fremstår som de mest logiske. Baskin nævner brugen af naturlige fibre, produktion tættere på slutkunden og større integration af vedvarende energi som de mest bæredygtige veje frem.
Med andre ord afslører konflikten endnu en gang, hvor skrøbelig en model baseret på billige syntetiske materialer, fjern produktion og perfekt fungerende logistik egentlig er. Fast fashion er længe blevet opfattet som en ustoppelig maskine. Den nuværende situation viser dog, at selv denne hurtigt kan blive ustabil.
Krigen i Mellemøsten har ikke skabt fast fashions svagheder – men den har gjort dem tydelige. Den har vist, hvor afhængig sektoren er af billig energi, stabile forsyningskæder og et globalt system, der virker selvindlysende – lige indtil det begynder at bryde sammen.
