Hamnett, nu i tresserne, var en af de første til at gøre en simpel bomulds-T-shirt til et statements-piece. Hendes ikoniske design “58 % DON’T WANT PERSHING”, båret under et møde med daværende premierminister Margaret Thatcher, er et tidligt eksempel på mode som protest — en model for, hvordan tøj kan forstærke politiske budskaber uden et ord. Hun er dog ærlig om de symbolske begrænsninger: “T-shirts og marcher ændrer ingenting, hvis de ikke følges af politisk engagement,” siger hun og understreger, at reel indflydelse opstår, når folk bruger deres stemme og stemmeret til at holde ledere ansvarlige.

For modeller og kreative fremhæver Hamnetts arbejde vigtigheden af dybde bag billedet. Hendes modellering af aktivisme begyndte med tøj, men udviklede sig til en livslang forpligtelse til bæredygtighed og etisk produktion. Efter at have bestilt forskning om modeindustriens miljøpåvirkninger, skiftede hun til økologisk bomuld længe før det blev mainstream, og hun ændrede ikke kun sit eget brand, men udfordrede også modeverdenen til at udvikle sig.

I nutidens kultur, hvor modelbureauer og modebrands ofte fremhæver synlighed og trends, opfordrer Hamnetts arv til et bredere syn på indflydelse. Hendes vedvarende slogan-T-shirts, som “Choose Love”-T-shirten, der har rejst betydelige midler til flygtninge, viser, hvordan modeller — af idéer, engagement og etik — kan krydse med forretning og aktivisme for at skabe konkret impact.

At modellere forandring, foreslår hun, handler ikke om ét enkelt statements-piece, men om vedvarende handling. Fra at engagere unge vælgere med QR-kodede “Vote”-T-shirts til at kæmpe for fair lønninger og miljølovgivning, eksemplificerer Hamnetts arbejde, hvordan mode, politik og sociale bevægelser kan interagere. Denne udvikling er en model for, hvordan modelbureauer og deres repræsenterede kan omfavne formål sammen med æstetik — og beviser, at stil kombineret med substans stadig kan bevæge hjerter, sind og systemer.