En hat pyntet med fjer og en håndtaske med frynser hos Valentino, nye lag af ruskind hos Isabel Marant, en strøm af blonder og pelsveste hos Zimmermann og selvfølgelig Chloé, hvor Chemena Kamali ikke er bange for at rode i arkiverne og servere flæsekjoler af chiffon, læder og blonder i ubesværede doser. To årtier tidligere var der Olsen-tvillingerne – et skridt foran, ikke for alle. Klædt i afslappede silhuetter med et strejf af Marrakesh og loppemarked, med Birkin-tasker, store briller, flip-flops og vintage Cartier-smykker, der passede til. Andre gange, ved gallafester, så de ud, som om de var trådt ud af en heks' bibliotek.

Det var, som om de ville trodse alle reglerne for, hvordan luksus skal bæres. Kate Moss var nonchalant, men mere rå. Flydende kjoler, chiffon, frynser, pailletter, blonder og leopardprint, hendes egne talismaner. En lille fest, lidt luksus, kaos, spiritualitet og glamour eller en dosis tømmermænd. Der var noget flygtigt over det.

Jeg elskede det.

UNBOUND

Ordet boheme henviste oprindeligt til romaerne, som man i Frankrig troede stammede fra Bøhmen. Efterhånden blev det brugt til at beskrive alle, der levede uden for de sociale konventioner – kunstnere, tænkere, excentrikere. Deres stil var ikke dikteret af luksus, men af indre frihed. De sammensatte deres garderobe af secondhand-tøj, bar lag på lag, broderier, farverige tørklæder og elementer fra folkekunst – mode blev en måde at udtrykke holdning på, ikke status.

De boheme-rødder, som vi kender i dag, stammer hovedsageligt fra 1960'erne – en tid, hvor Twiggy, Talitha Getty, Barbra Streisand og Marianne Faithfull handlede i den legendariske butik Biba, der blev grundlagt af Barbara Hulanicki. En af Londons mest ikoniske tøjbutikker var noget af en kult – en reference til tidligere trendsættere, herunder den dekadente Bloomsbury Group fra 1920'erne og romantikerne fra den victorianske æra, der ekkoede fortiden og den excentriske romantik. Denne gruppe omkring Virginia Woolf og Vanessa Bell levede i kunstnerisk og personlig frihed uden for kønsnormer og konventioner. Deres tøj var poetisk, afslappet og etnisk. Det handlede ikke om stil, men om en livsstil – essensen af boho, som den er i dag. En parallel repræsentant var den amerikanske danser Isadora Duncan. Hun delte deres etos om at afvise traditioner, forbinde krop og ånd, fremhæve intuition, individualitet og en tilbagevenden til naturlige rytmer.

1960'erne var virkelig en revolutionær tid inden for mode; en ny generation søgte efter en måde at se verden på. Feminister, kunstnere og designere fandt alternativer til, hvordan man skulle klæde sig i denne verden. Gaby Aghion grundlagde Chloé i 1952, fordi hun »elskede ideen om couture, men fandt konceptet lidt forældet«. I 1964 ansatte hun den unge Karl Lagerfeld. Den bohemeagtige stil, som han og andre designere, såsom Yves Saint-Laurent, fremmede, drejede sig i sidste ende om en idé om femininitet, der afviste den gamle verdensordens formalitet.

Denne bølge kom på samme måde som boheme-stilen i begyndelsen af det 21. århundrede – som en reaktion på den strenge minimalisme, der havde betaget modeverdenen på det tidspunkt takket være mærker som Jil Sander, Prada og Helmut Lang. Den samme parallel kan findes i dag. »Folk vil være sig selv, leve som de lever – definere deres liv for sig selv. Det er måske ikke så overraskende, at kunderne efter flere sæsoner med stille luksus, der har haft et fast greb om moden, og det kvælende pres fra omverdenen, længes efter den følelse af frihed, som boho chic repræsenterer: bevægelsen i de flydende silhuetter, den drømmende kvalitet i de delikate stoffer,« siger April Hennig, præsident for Moda Operandi-platformen.

TABT I OVERSÆTTELSEN

Denne tendens er ikke udelukkende baseret på nyhedsværdi; den handler om nostalgi og fortrolighed. Det sælger også. Der er gået nok tid til, at mærkerne igen kan lege med denne æstetik. Denne gang har boheme-stilen et mere modent og raffineret præg med et ønske om nostalgi, men den er også utvivlsomt mere luksusorienteret. Spørgsmålet er, om de oprindeligt subversive idealer kan genfinde deres ånd i denne form.

Mærkerne har ikke andet valg end at gå den mere luksuriøse vej. Gennem årene er boho chic-mærket blevet et noget tomt begreb, vanhelliget af den hurtige fremkomst af fast fashion-kæder, hvor man kunne købe en makramé-vest og fjerøreringe til en sommerfestival og derefter smide dem væk med god samvittighed. Boho-stilen er blevet for kommerciel, og modeindustrien er blevet træt af looket. Selv de ovennævnte stilambassadører tager afstand fra definitionen af boho. »Synes du ikke, at ›boho chic‹ lyder irriterende?« spurgte Sienna Miller i et interview med The Guardian. »Jeg tror ikke, det er et comeback for boho chic. Udtrykket er blevet ret forslidt og reducerende i kølvandet på marketing, sociale medier og fast fashion,« siger Chemena Kamali i et interview.

Hvis denne trend er moden til et comeback, skal den tilpasses til nutidens verden. Moderne designere har ført den videre ved at tilføre den en selvsikker attitude og feministiske idealer, som ikke længere behøver at blive stavet ud på T-shirts. Den føles frisk og styrkende. Denne følelse kommer endnu bedre til udtryk som et design af kvinder for kvinder, hvor seksualiteten kommer indefra, snarere end at være primært beregnet til mænds blik. Hvornår ellers skal man klæde sig i dette budskab, eller endnu bedre, hvornår ellers skal man leve det end denne sommer?