Utilfredshed, magtkampe og tavshed erstatter den traditionelle fanfare inden for mode. I stedet for storslåede debuter ser vi aflysninger i sidste øjeblik, pludselige teamændringer og konstante spekulationer, der skaber en atmosfære af usikkerhed. Det bliver tydeligt, at krisen i branchen ikke kun handler om salg – den handler om, hvem der virkelig har magten.
Versace har aflyst sit show under Milan Fashion Week, hvilket har chokeret modemedierne. I stedet vil mærket afholde et »intimt arrangement« for at præsentere sin nye kreative direktør, Dario Vitale. I en branche, hvor en debut ofte ligner en kroning, føles en sådan tavshed mere som en alarmklokke.
Den velkendte insider BoringNotCom har tilføjet brændstof til ilden ved at rapportere om en anspændt atmosfære bag kulisserne præget af uenigheder om vision og udførelse.
Vitale skulle præsentere et projekt med en klar strategi, men resultaterne levede angiveligt ikke op til forventningerne, hvilket førte til aflysningen af showet. Ifølge lækkede oplysninger tiltrådte Vitale, før overtagelsen af mærket var afsluttet, og de nuværende ejere er ikke villige til at finansiere et show, hvis succes vil komme andre til gode.
Hvem har egentlig magten?
Lignende dramaer har udspillet sig i modebranchen i de seneste måneder. Den mest almindelige kilde til spændinger er konflikten mellem den gamle og den nye verden. Kreative direktører kommer ofte med deres egne teams og forventer, at huset tilpasser sig dem – ikke omvendt. Dette fører til, at hele afdelinger udskiftes, friktion med ledelsen, lækager og voksende frustration.
Geografi spiller også en rolle: Når et brand ledes fra Milano, men dets kreative direktør bor i Los Angeles og kun besøger kontoret en gang om måneden, er spændinger uundgåelige. På den britiske scene svirrer rygterne om to kendte designere, der gentagne gange undlader at betale deres medarbejdere.
Den kreative direktør som syndebuk
Når der opstår uro, er det som regel den kreative direktør, der først får skylden. De bliver ofte fremstillet som vanskelige visionærer, der ikke kan tilpasse sig. Men måske ligger det egentlige problem i systemet.
Dagens modehuse drives ikke af kreativitet, men af virksomhedsstrategier, investorer og kvartalsresultater. I modsætning til i 1990'erne, hvor Tom Ford, der fik frie tøjler af en desperat ledelse, leverede en ikonisk kollektion til Gucci, er nutidens direktører begrænset af snævre parametre. De forventes at udvikle et særpræget signatur, men uden at afvige fra brandmanualen. I virkeligheden udfører de virksomhedens vision, ikke deres egen.
Så hvem skal en kreativ direktør tilfredsstille? Ledelsen? Kunderne? Eller sig selv? Og hvad sker der, når alle beskytter deres marginer, mens modens sjæl forsvinder? Mange af nutidens unge designere er stædige, kompromisløse og modstandsdygtige over for forandringer. Kombineret med pres fra virksomhederne skaber dette et giftigt miljø – både for de involverede og for det endelige produkt. Resultatet er kompromiser. Og kompromiser, der frygter risiko, vil aldrig skrive historie.
Mode under pres fra regnskaber
I en verden, hvor hver eneste beslutning måles på det umiddelbare afkast, er der ikke plads til nye chancer. Hvor Yves Saint Laurent engang fik lov til at komme sig efter en fiasko, er der i dag kun tavshed, afskedigelse eller en lukket show. Hvad mangler der? Mod, tolerance over for fejl, tålmodighed.
Hvad er der tilbage? Overarbejde, frustration, lækager og endeløse rygter – rygter, der ironisk nok ofte afslører mere om sandheden end officielle udtalelser nogensinde gør.
