Hvad skal vi have på næste år? Det kunne jeg godt fortælle dig – jeg har lige gennemgået forår/sommer 2025-kollektionerne, mine digitale mapper er pænt sorteret, og mine moodboards er fulde. Men ærligt talt tøver jeg med at komme med nogen definitive udsagn. For i dagens modeverden spreder trends sig ikke så meget som de spredes – de formes ikke kun af designere, men også af algoritmer, æstetik og øjeblikke, der tager fart, før de overhovedet er forudsagt.

Det er fredag aften, og jeg forkæler mig selv med min yndlingsritual: at gennemgå catwalk-looks, spotte trends og kuratere teksturer og silhuetter. Det spændende er ikke at læse prognoser eller bladre gennem trendrapporter – det er opdagelsen. Langsomt tegner der sig mønstre: pastelfarvede blomster (banebrydende, jeg ved det), striber i alle variationer, fra klassiske bretonske til yuppie-nålestriber. Kapper. Gennemsigtig blonder lag på lag med let transparens. Perler. Kasketter. Ballet og tenniscore. Ballonærmer, boho-maxi-nederdele og baggy jeans (stadig populære, med revne knæ og det hele). Skinny jeans? Stadig venter i kulissen.

Og alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge: betyder det stadig noget?

Når catwalks og virkelighed glider fra hinanden

Efter mange år med at katalogisere kollektioner spørger jeg mig selv: Er det virkelig disse trends, der bæres på gaden? Eller er vi blot ved at dokumentere et parallelt modeversum? Nogle af de mest omtalte »trends« dukker nu op langt uden for modeugerne – inspireret af TikTok-æstetik, popkultur eller uventede kulturelle tendenser.

Tag for eksempel mob wife-æstetikken fra begyndelsen af 2024. Eller ringvirkningerne fra Luca Guadagninos Challengers, hvor Zendaya bærer den »I Told Ya«-T-shirt fra Loewe – en øjeblikkelig succes, der blev udsolgt på ingen tid og blev et statement uden for skærmen. Eller Brat Summer, der ikke er opstået fra en designerkollektion, men fra Charli XCX's neongrønne albumcover. Pludselig blev en prangende visuel identitet et moodboard for moden. Ingen havde planlagt det. Det skete bare.

Designere: Stadig de originale?

Spørgsmålet – hvem sætter trends i dag? Designere eller influencere? – føles som modeverdenens version af hønen eller ægget. Personligt holder jeg med designerne, trods deres op ad bakke kamp.

De bærer byrden af kommercielle forventninger, kreative arv og konstant fornyelse. Især dem, der står i spidsen for traditionsrige modehuse, som skal formidle grundlæggerens stemme, samtidig med at de skaber deres egen. Alessandro Micheles debut hos Valentino blev kritiseret for at ligne hans Gucci-æra – indtil kritikerne huskede, at Valentinos arkiver fra 1970'erne så ret ens ud.

Ironisk nok er selv TikToks Gen Z-inspirerede æstetik sjældent original. Som WGSN påpeger, er der en lang tradition bag enhver viral æstetik. Cottagecore? Det er gingham, flæser og kurvflet – tidløse koder, der er omdøbt til algoritmen.

Som den tjekkiske marketingekspert Pavlína Louženská bemærker, betragter Gen Z trends ikke som identitet, men som kostumer. De prøver stilarter som karakterer – den ene dag #preppygirl, den næste #witchyautumn. »Jeg er i min XYZ-æra« er den nye norm. Trends er blevet stemninger, ikke krav.

Styling: Det nye design

For millennials som mig selv føles trends mindre som selvopdagelse og mere som stylingudfordringer. Vi har ikke brug for ny æstetik. Vi har brug for nye måder at bære det, vi allerede har.

The Wrong Shoe Theory – stylisten Allison Bornsteins idé om bevidst at matche sko, der ikke passer sammen, for at »pifte« et outfit op – illustrerer dette perfekt. Tænk brune bukser, hvide sokker og leopardballerinaer. Eller scroll gennem Instagram-profilen til Linda Sza, influenceren fra Düsseldorf, der er godkendt af Kendall Jenner. Hendes look? Baseret på basisstyles, farvede strømpebukser og gentagelser. Burgundy i dag, leopard i morgen.

Og hvad vi engang betragtede som »basale« styling-tricks, er nu klar til catwalken: Leopardstrømpebukser dukkede op hos Blumarine, Isabel Marant og Elisabetta Franchi i efteråret. Røde strømpebukser fulgte efter i Valentino og Versaces forårskollektioner. Det er tydeligt, at stylister og influencers er i en kreativ dialog – og designerne lytter.

Et modearkiv lige ved hånden

Sociale medier er blevet modens levende arkiv. Pinterest-tavler og vintage Instagram-posts giver os – designere, stylister, almindelige brugere – mulighed for at dykke ned i enhver æra med det samme. Og hvad der engang føltes som modstridende stilarter, eksisterer nu side om side på de samme catwalks.

Tag for eksempel forår/sommer 2025. Hos Chloé kanaliserer Chemena Kamali den drømmende boheme fra 70'erne. På den anden side af byen er Anthony Vaccarello fra Saint Laurent dybt begravet i 80'ernes power-dressing. Hippier og yuppier side om side – og sandsynligvis bytter de blazere i næste sæson.

Hvornår var sidste gang, vi virkelig havde globale, monolitiske trends? I begyndelsen af 2000'erne – og ja, det inkluderer skinny jeans. Hvis de vender tilbage, vil de være en af mange silhuetter, ikke den eneste mulighed.

At bryde algoritmen

Men bare fordi vi får tilbudt variation, betyder det ikke, at vi er frie. »Vi styres af algoritmer,« indrømmede Miuccia Prada ved sin seneste show. Algoritmer fortæller os, hvad vi skal lide, før vi overhovedet ønsker det.

Og Miuccia ved det – Miu Miu fører alle Lyst-indekser, og æstetik som #preppygirl og #balletcore blev født, eller i det mindste boostet, af hendes brand. Derfor føltes hendes og Raf Simons' seneste Prada-show som en provokation: næsten 50 looks, ingen gentagelser. Ikke engang de samme sko. »Du kan ikke slå algoritmen – du er nødt til at bryde den,« sagde Vanessa Friedman fra The New York Times.

Den skotske designer Christopher Kane er enig. »At være designer er at være kulturel, ikke trendy,« sagde han til The Financial Times. »Jeg vil hellere have, at folk hader mine ting, end at de synes, de er kopier.« Og måske er det den mest radikale holdning i en verden styret af ensartethed – at være kompromisløs. At kigge til venstre, når alle andre kigger til højre.

For mode er i sin bedste form ikke bare et spejl. Det er et svar. Og hver ny trend er, som Louženská siger, »en 180 graders vending mod mainstream.«