Hvilken skæbne kan ligge i en enkelt håndtaske? Forvitret, plettet og efterladt i de bølgende bakker i Toscana virker den fortabt – men alligevel vækker den noget dybere. Miu Mius seneste kortfilm, Autobiography of a Handbag, inviterer os til at lytte.

Dette stemningsfulde værk, instrueret af den anerkendte britiske filmskaber Joanna Hogg, indleder den 29. udgave af Women's Tales-serien – Miu Mius berømte projekt, der giver stemme til uafhængige kvindelige kreative. I denne rørende film giver Hogg sjæl til et objekt, der ofte ses som rent funktionelt eller moderigtigt, og forvandler det til et tavst vidne til begær, klasse, minder og forandring.

En håndtaske med sjæl

Med den melankolske skønhed i Maremma-landskabet som baggrund begynder historien med et enkelt billede: en snavset Miu Miu Wander-håndtaske, der ligger glemt i græsset. Fra det øjeblik beder Autobiography of a Handbag os om at følge den usynlige tråd i dens rejse – ikke gennem glamourøse udstillingsvinduer, men gennem de liv, den berører.

Vi rejser fra slanke, sterile fabrikker til solbeskinnede italienske villaer og til udkanten af forfaldne forstæder. Undervejs skifter håndtasken stille og roligt ejer: en privilegeret teenager, en træt mor, en dømt morder. Hver overdragelse afslører noget rå og ægte – om klasse, længsel, vold og ømhed.

Ved at vende kameraets blik væk fra mennesker og mod selve objektet omformulerer Hogg fortællingen. Hvad nu hvis historien ikke handler om kvinden, der bærer tasken, men om selve tasken? Og hvad nu hvis håndtasken, ligesom en møll eller et insekt, kunne observere – stille og uden at dømme – de verdener, den bevæger sig igennem?

Rekvisitten, der rummer vores hemmeligheder

Filmen er inspireret af bogen The Prop af John David Rhodes og Elena Gorfinkel, der udforsker den følelsesmæssige og narrative vægt af filmiske objekter. Den indflydelse er tydelig i Hoggs valg af at filme gennem fire iPhone 16-objektiver, der giver et vidvinklet perspektiv i øjenhøjde – som om håndtasken selv fortæller historien og stille observerer, mens livet udspiller sig omkring den.

Det visuelle sprog er enkelt, men dybtgående. Dette er ikke en glittet modefilm – det er en meditation. Et digt i bevægelse.

En refleksion over den menneskelige tilstand

Som i alle episoder af Women's Tales bliver mode en linse, gennem hvilken dybere temaer udforskes. Hogg bruger håndtasken ikke kun som et stilsymbol, men som et fortællende redskab – en hemmelighedsbevarer, en bærer af byrder, en beholder for minder.

»Håndtasker dør ikke,« siger hun. »De er i en vis forstand udødelige.« Og i denne udødelighed ligger filmens følelsesmæssige resonans. Tasken bliver en slags fantom – en stedfortræder for de liv, den har berørt, et redskab for den byrde, kvinder bærer i stilhed.

Mellem It-tasker og evige objekter

I en verden, der konstant jagter den næste It-taske, tilbyder Autobiography of a Handbag et modspil. Den minder os om, at mode ikke kun er flygtige ønsker – den er knyttet til identitet, minder og betydning. En håndtaske, der engang var et simpelt tilbehør, bliver en heltinde. Ikke på grund af sit udseende, men på grund af hvor den har været. På grund af hvad den har set.

Joanna Hoggs spøgelsesagtige, ømme novelle giver os en ny måde at se på det, vi bærer – ikke kun i vores hænder, men i vores liv. Gennem en enkelt hvid Wander-håndtaske har Miu Miu skabt en fortælling om udødelighed, mystik og stille oprør. Og dermed har de mindet os om, at mode kan være langt mere end overflade – det kan være sjæl.